Nordligt på Poppel Allé i Hareskovby ligger Hareskov Skole, en halv snes forskellige bygninger hvoraf den ældste er fra 1918 og den nyeste fra 2007. Den fra 1918 er et nydeligt vinkelhus af røde teglsten og med afvalmede gavle i den stil, som var almindelig for tidens villabyggeri. Overfor på den vestlige side af vejen ligger to ens huse også af røde sten, men med mansardtag ligesom på nogen af de nærliggende, private villaer. De er bygget i 1927 og 1934 som tiltrængte udvidelser på grund af det hastigt voksende antal elever. Væksten fortsatte og krævede flere nybygninger op gennem årene.

Den oprindelige bygning blev udvidet i 1942 med en forlængelse langs vejen, der har port ind til en fløj bagved med faglokaler og gymnastiksal. I 1959 blev der til den nordligste af de to ens huse føjet en lav, mindre bygning ud mod parkeringspladsen på hjørnet af Poppel Allé og Gl. Hareskovvej. Den store gule længe, som er skolens hovedbygning, er fra 1964. Træpavillonen på skolegårdens sydside blev bygget i 1969. Gymnastik- og svømmesalsbygningen ud mod Skandrups Allé er fra 1971.

Forbindelsesbygningen mellem de to gamle, ens huse på vestsiden af Poppel Allé er fra 1976 ligesom den trefløjede bygning bag de gamle skolebygninger på østsiden af vejen. I forlængelse af dem mod syd ligger en enetages længe fra år 1998. Den gule hovedbygning blev gjort bredere med en udvidelse mod Skandrups Allé i 2001, og endelig er den i 2007 forlænget mod syd med det nye kombi-bibliotek. 

Del: